Et øjeblik af ren lykke…..

Imorges over morgenmaden og morgenkaffen blev jeg ramt, lige i hjertet, af den der rene lykkefølelse. Har du prøvet det? At sidde der og nyde din morgenmad og pludselig bare mærke lykken fylde dig ud. I din krop, i dine celler i dine tanker. Jeg aner ikke hvad der satte det igang. Men pludselig følte jeg mig fuldstændig overstrømmet med taknemmelighed og lykke over mit liv. Over hver enkelt lille ting. De små detaljer. Hverdags livet. De store oplevelser. ALT! Men mest af alt – kærligheden. Al den kærlighed som jeg har i mit liv. Alt det kærlighed, som jeg er omgivet af. Det jeg får og det jeg selv giver. Jeg følte mig i det øjeblik, som verdens heldigeste kvinde.

Så mens jeg sad der, midt i hverdagen, midt i morgenkaffen, ramt af lynet med ren lykke. Den pureste form. Med tårer der fyldte mine øjne af bar overvældelse og følte mig i en slags zen tilstand. Så prøvede jeg ihærdigt at holde fast i følelsen. For hvem vil ikke det? Gå rundt i livet med en følelse af at være total lykkelig? Hele tiden. Glemme alt det andet. Stræber de fleste ikke efter det?

Indtil det et kort øjeblik efter, gik op for mig, at det ikke er muligt. Og at det er det, jeg altid gør. Prøver at holde fast i det der var, fordi det føles så fantastisk. Så da jeg slap grebet og bare koncentrerede mig, om det der fyldte mig, dér i nuet. I hvert eneste lille øjeblik og nød til fulde den vidunderligste følelse af lykkelighed. Som kom helt bag på mig – der midt i morgenkaffen. Og lod det hele sive ind i min krop. Sugede til mig, så jeg er loaded til resten af dagen. Gloede med tårer i øjnene på Mimmo (min dejlige mand) og tænkte igen, at jeg er den heldigseste kvinde i hele verden, at have ham.

Da gik det op for mig, på grund af det der mærkelige blik, han kiggede på mig med. At jeg må have lignet én, som var påvirket, af et eller andet euforiserende. (Det var jeg jo sådan set også….det euforiserende var “bare”livet.) At han jo ikke anede hvad der foregik inde i min verden, lige der. Og hvordan skulle han også vide det. Hvordan skulle jeg vide det, at man midt i kaffen kunne blive ramt af sådan et lykkeligt øjeblik.

Reklamer

Tør du vise din sårbarhed eller gemmer du dig bag en facade?

Billede

Tør du vise din sårbarhed eller gemmer du dig bag en facade?

Igennem mit arbejde møder jeg mange mennesker, som står over for den udfordring…..at turde vise sin sårbarhed. Når de starter et forløb hos mig bruger de fleste, virkelig mange af deres kræfter på, at opretholde en facade – for at gemme svaghederne og sårbarheden væk fra andre. Ganske ubevidst såmænd!

De fleste af os har lært og erfaret igennem livet, at fejl og svagheder er lig med ikke at blive elsket eller accepteret. Og da vi mennesker er “flok dyr” vil vi automatisk hige efter anerkendelse og høre til en gruppe/netværk. Derfor prøver vi ofte, at skjule de sider af os selv.

Vi har også mærket, at sårbarhed kan være en stor smerte og det er heller ikke noget de fleste af os bryder os om at føle.

Før i tiden gjorde jeg det samme. Både bevidst og ubevidst. Indtil den dag jeg ikke kunne holde det ud længere. Det er jo, at leve sit liv på en løgn. Da jeg havde stress i hele systemet, valgte jeg at tage en markant livsændring – hvilket for mig har været vejen frem. Jeg besluttede at springe ud med begge ben i det store ocean af selverkendelser. Gode som dårlige. Jeg valgte at dykke dybt ned i selvudvikling og finde hende Malene dernede et sted. Altså hende som ikke var en facade. Og det inkluderede at vise mine svagheder. Min følsomhed og sårbarhed. At se mine mindre heldige sider (Nej dem har jeg da ingen af !!!!), at fejle, at gå et skridt frem og to tilbage.

Men også at lære mig selv, MEGET bedre at kende. Anerkende de gode sider af mig, mærke hvad jeg vil og ikke vil. Finde min passion og få redskaber, til at udleve den. Til at sige JA og NEJ, når jeg mener det. Lære at sætte sunde grænser for mig selv og tage vare på mig.Til at leve mere autentisk og ærligt. Alt det som gør hverdagen super meget nemmere. Øve mig, mærke, føle, analysere og stå ved hvem jeg er. Bare være. Det har været en suveræn og vild spændende rejse. Og er det stadig. For jeg opdager selvfølgelig stadig nye og gamle ting undervejs.

For hvert lag, der bliver skrællet af, føler vi os lettere og friere. Jo mere balance mærker vi i os selv. Og der vil hele tiden, resten af livet, vil jeg vove at påstå, være nye og ukendte lag, som vi kan udforske, blive trygge med og slippe. For som vi skræller os ned til kernen dukker der andre lag op, som vi ikke lige havde set komme. De lå godt gemt bag alle de øverste.

Sidder du nu og tænker……..”Jeg vil også føle mig fri og lykkelig”. “Jeg vil også være i balance og kende mig selv rigtig godt” Så Klik ind her på mit website. www.maleneripullone.dk og læs mere.

Du kan også følge mig på Facebook og få masser af inspiration. Klik her og SYNES GODT OM siden, så får du automatisk opdateringerne, når jeg ligger dem ud. 

Eller du kan selvfølglig bare sende mig en mail på mail@maleneripullone.dk eller give mig et ring på 25 12 60 93.

Når du er klar – så støtter jeg dig kærligt på din rejse. 

Vi ses.

♥♥♥

 

 

 

 

About time!

Tænk hvis vi kunne rejse tilbage i tiden! Så ville der nok være en ting eller to, som jeg ville have ændret. Velvidende at ALT hvad vi går igennem – er noget vi lærer af og giver os de erfaringer, som vi har brug for.

Jeg så denne film i flyet-på vej til Boston. About time (Det hedder filmen altså, men også about time, at jeg skulle til USA :-)) Og hvilken herlig film! Den indeholder lidt af det hele, krydret med den gode, velkendte, engelske humor.
Kærlighed, sorg, familie og de store spørgsmål til livet. En virkelig varm og skøn film, som jeg bare lige ville anbefale til jer.

Især fordi den emmer af nærvær og det at få det bedste ud af hver eneste dag vi har. Nyde de små øjeblikke lige så vel som de store. At tage ansvar for sig selv og hvordan vi vælger at leve vores liv. Være taknemmelig og bare være i nuet.
Alt det er jo lige mig, mit motto, mit liv, mit arbejde – det jeg står for.

“We are all traveling through time together everyday of our lives. All we can do is do our best.”