Når modstand bliver for meget.

nature-sky-fence-umbrella-wind-clouds

”Er du bare altid glad?”, blev jeg spurgt forleden. Jeg behøvede selvfølgelig ikke, at tænke over spørgsmålet for svaret kom prompte  ”Øh-nej, det ved gud jeg ikke er” (hvis man ellers må bruge guds navn i denne her sammenhæng)

Men det fik mig da til, at tænke over hvem jeg er. Både udadtil og indadtil.

Måske er det dét, jeg (for det meste) giver udtryk for. At være glad. Jeg ved,  at jeg også har let til smil og latter også selv om jeg er ked, gal eller føler mig udkørt.

Men dem som kender mig godt, ved jo, at jeg så sandelig også har mine kriser, øv dage, nedture og hvad der ellers er at byde på i den genre. At jeg også nogle gange, må kæmpe ekstra hårdt for, at bevare mit positive sind.

Faktisk har den sidste tid været en tand mere udfordrende end jeg lige har brudt mig om. Mange gamle ting, som jeg har måtte slippe og forløse. Nye ukendte veje som skal betrædes. Store tanker og beslutninger – som fylder i mit hoved. Og som forplanter sig lidt for tungt i kroppen. Puha! Det har været en drøj tid!

Det har været svært at være i. Og som den selvudvikling/holistiske/spirituelle “nørd” jeg nu er, har jeg jo (som vanligt) tendens til at analysere og kigge indad til den mindste lille detalje. Jeg har svært ved ikke at gøre det og det giver mig så meget godt igen – men det er til tider lige lovlig trættende.

Når jeg har det sådan – så skifter mit humør meget hurtigt. Det ene øjeblik er jeg glad og ovenpå og så er det, at jeg straks føler mig overskuds agtig og kaster mig ud i nye eller store projekter, som jeg jo egentlig ikke lige havde overskud til alligevel. Det andet øjeblik græder jeg over små ting – det kan være alt fra stødende handlinger/ord til fjersyns programmer eller rørende kærligheds historier/handlinger eller ord. Det lyder som om jeg er helt gak gak og fra den (Det er jeg måske også) Men jeg ved jo også, at mange andre har det lige sådan.

Jeg kender jo mig selv efterhånden så godt, at jeg ved, hvorfor at jeg har det, som jeg har det. Jeg kender symptomerne i min krop og hvad de fortæller mig. Jeg kender mit tanke mønster og jeg ved hvad jeg skal gøre, når jeg har det sådan. Det er ikke sikkert, at det løser problemerne eller fjerner sorgen/smerten i mig. Men det gør det lettere, at være mig (og for andre, at være sammen med mig) fordi jeg passer på mig selv.

Her er nogle af de ting, som jeg prioriterer meget højt i sådan en periode.

  • Sover meget. Går tidligt i seng – for jeg er ekstrem træt mentalt og fysisk. Desuden sover jeg også dårligt i sådan en periode, drømmer “store og dybe” drømme, vågner flere gange om natten og kan somme tider ikke falde i søvn igen.
  • Spiser lækkert, sundt og næringsrigt.
  • Lever langsomt. Giver mig selv ro, ro og atter ro.
  • Går ture eller løber ture ude i naturen.
  • Skriver mine tanker ned. (Hjælper med at rydde op i tanke virvaret og få et overblik over hvad der sker)
  • Er sammen med dem, som jeg elsker og som giver mig glæde. Jeg sorterer alt andet fra.
  • Lukker mig inde som en huleboer. Det vil sige, at jeg undgår for meget “støj” omkring mig. Ingen indkøbscentre og store supermarkeder. 
  • Nyder, nyder og nyder:-) For eksempel har jeg de sidste par dage arbejdet inde fra sengen, under min bløde dejlige dyne. Det er trygt og nærende og lige hvad jeg har lyst til. (Altså mit hjemmekontor har været fra under dynen – ikke mine klient sessioner eller workshops og ligende 🙂 Det kunne ellers være et nyt koncept – samtale terapi i dobbeltsengen – ha ha!!!)
  • Jeg dyrker nærværet – fordi det giver mig mulighed for, at mærke hvad jeg har behov for og høre hvad mit hjerte fortæller mig. Det giver mig styrke.
  • Mediterer, laver yoga og trækker vejret på den sunde måde – sådan helt ned i maven.
  • Er taknemmelig for mit liv og tænker/føler glæden ved alle de gode ting i og omkring mig.
  • Vælger det positive (Også selvom jeg nogle gange egentlig synes, at det er meget mere besværligt og at jeg skal tage mig gevaldigt sammen for, at gøre det.)
  • Accepterer min uperfekthed, at jeg også fejler og gør dumme ting nogle gange.

Når vi først er gået igang med indre arbejde er det svært at lade være. Det er stærkt vanedannende og nok mere en livsstil og en måde at være i livet på. Det beriger med så mange gode indsigter, men kan sørme også være besværligt. Nogle gange tænker jeg ” Åh hvor ville det bare være nemmere, ikke at føle, tænke og mærke så meget” Sådan leve overfladisk og ikke dykke dybere ned i tingene. Ikke at tænke sådan videre over det der sker og bare acceptere det som er, selvom det ikke er optimalt. Men for mig ville det være lig med ulykkelighed. Det ville være urealistisk. For jeg er et meget sensitivt og sansende menneske, som trives med dybde. Jeg vil have dybde og søger det hele tiden.

Sådan har det ikke altid været. Før jeg for alvor kastede mig på hovedet ud i det dybe hav af selvudvikling, dengang da jeg var yngre, kunne jeg ikke formå at passe godt på mig selv. Fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle gøre. Jeg havde på mange måder fremmedgjort mig selv, over for mig selv. Så jeg kendte ikke til mine egne behov på samme måde, som jeg gør idag. Eller jeg lyttede i alt fald ikke til mine behov og handlede jo så heller ikke på dem, hvilket jo gang på gang, jeg mødte modstand, gjorde mig syg og ked af det. (Jeg havde blandt andet halsbetændelse jeg ved ikke hvor mange gange, som jeg havde svært ved at nedkæmpe) Jeg følte mig magtesløs og frustreret, hvilket førte mig direkte ind i en lang og mørk stress periode.

At jeg er bevidst om, hvad der skal til, er jo klart fordi jeg har arbejdet med mig selv og fundet ud af, hvor fedt det er at kende sig selv så godt. At kende mine egne grænser, hjælper mig umådeligt meget i mit liv. Det lyder måske lige lovlig selvfedt og overlegent at sige. Men når det er sagt, så kan vi jo ikke komme uden om, at livet byder på udfordringer af diverse slags, som fremkalder alt fra tårer, tomhed, angst og mange andre følelser, som vi ikke bryder os om at være i. Følelser der er svære at rumme. Når vi kommer i de situationer, bliver vi automatisk rykket i og tvunget ud i en forandring. Sådan vil det altid være – uanset om vi er selvreflekterende eller ej. Uanset hvor længe vi har arbejdet med os selv. Om vi vælger at arbejde med eller om vi vil arbejde imod. Så kan vi ikke komme uden om, at livet byder på lidt af hvert.

Vi er alle forskellige og har hver vores behov. Samtidig har vi også vores egen måde at gøre tingene på. Vores egne historier, der gør os alle unikke. Der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert.

Hvad jeg synes er vigtigt er, at vi alle hver især tager ansvaret for vores eget velbefindende og gør hvad der skal til, for at vi kan få et kærlighedsfuldt og berigende liv. Et liv der gør os lykkelige, trods modstanden vi møder. Ingen andre end os selv, kan tage det ansvar.

Og når vi passer godt på os selv – så kan vi også bedre hjælpe andre med at passe godt på dem selv. Vi kan rumme at være i de udfordringer vi møder. Vi kan også bedre overskue at rumme andre og deres problemer. Alt i alt bliver vi gladere og føler en større frihed og det smitter af i hele vores vores system. Og på den vej vi går.  Og på de mennesker vi omgiver os med. En win win situation 🙂 og en dejlig livsbekræftende cirkel at være i.

Vil du have et kærligt skub og en hånd med på din vej, til at takle dine udfordringer – så kan du finde mig her på www.maleneripullone.dk

Ring eller sms til mig på +45 25 12 60 93 eller send mig en mail på mail@maleneripullone.dk

Lige nu har jeg nogle super efterårs tilbud, som du kan se her på denne side. Klik her for at se efterårs tilbud.

Reklamer

Min personlige beretning om frygt og modstand.

 

                                                              Billede

Imorges vågnede jeg med sådan en uro i kroppen. Du ved den der følelse af ondt i maven og ikke noget spor af energi. På trods af, at jeg havde sovet de timer, som jeg har brug for.

Det er ikke en særlig rar fornemmelse, det kan faktisk være rigtig ubehageligt og næsten ikke til, at være i – især når det står på i længere tid. Heldigvis blev jeg ret hurtig klar over, hvad det egentlig handlede om. Lige der i mens jeg stod og smurte madpakker til børnene, slog det mig, som et pludselig vindpust. BLING!

Jeg har her på det sidste været i en meget kraftig vækst. Det hele er gået meget hurtigt. På den gode måde! Sådan på den helt vild fede måde. Indenfor den sidste uge har jeg givet det tid og ro til at lande i mig. Sådan så det hele lige falder på plads i kroppen og jeg kan følge med bevidstheds mæssigt. 

Jeg har samtidig kunne mærke, at jeg har flyttet mig. Og er nu klar til, til at flytte mig yderligere op til næste “level”, eller tættere ind mod min kerne. Du må selvom hvordan du siger det – For mig er det det samme. Det vil sige, at det også indebærer, at jeg skal kaste mig ud på dybt vand. Jeg skal ud over mine grænser og turde vise meget mere af hvem jeg er. Jeg skal gøre noget, som jeg ikke har gjort før og det er f#ndens angst provokerende. 

Alt det kan jeg mærke indeni. Jeg kan mærke det på mit humør. Mit energi niveau. Min sårbarhed. Min balance. Jeg kan mærke det fysisk  som træthed, uro i kroppen, ondt i maven, hjertebanken og kvalme. Det sætter sig på alle mulige måder i kroppen og er forskelligt hvilke symptomer der kommer – alt efter hvem vi er og hvad det tricker inden i os.

Oppe i mit hoved er der larm i form af min indre kritiker, egoet eller hvad du vil kalde det (Måske skulle vi give det et navn som Adolf eller noget. Bare for sådan nemmere at forholde sig til det:-), så bliver den ellers så alvorlige stemme også lidt komisk) som virkelig højt og støjende prøver at fortælle mig, at jeg IKKE skal gøre det. Jeg skal blive, hvor jeg er nu og overhovedet ikke prøve at gøre noget andet. For “hvem tror du du er? Det kan du ikke finde ud af. Hvem gider også høre på dig. Du er da ikke dygtig nok. Alle de andre er meget bedre end dig. Det er dumt at gøre, for du mister det du har nu” osv osv. Meget overbevisende ord, som er utrolig nemme, at forstå og genkende. Et trygt sted at være, men alligevel ikke. For det er ikke et rart sted at være og selvværdet daler lige 1 meter ned. Det samme gør energien. Det påvirker også omverdenen, som jeg spejler mig i. En mørk ring at komme ind i og svær at komme ud af. Jeg ved det – for jeg har jo været der for mange år siden, da jeg var syg med stress.

Inde bag alt det, som jeg lige har beskrevet, mærker jeg følelsen af, at ville det. Jeg ved, at det er den rigtige vej for mig at gå. Jeg kan mærke det et sted indeni, at det føles godt. Også er det, at jeg ved, at jeg skal gøre det alligevel. Selvom jeg er bange. Selvom jeg er utryg. Selvom jeg ikke ANER hvad der kommer til at ske og jeg overhovedet ikke kan kontrollerer noget som helst.  At min krop reagerer som den gør og “Adolf” støjer så voldsomt, er endnu tegn på – at jeg er på rette vej. Det er modstanden på at turde. Det er nemlig frygtens stemme. Og den har jeg forlængst besluttet mig for, IKKE skal have lov til, at styre mit liv.

Jeg begiver mig ud på endnu en ny vej i tåge og sikkert også med masser af forhindringer undervejs, som jeg falder over. Men sagen er, at jeg gør det alligevel. På trods af, at jeg er sk#de utryg og bange. Jeg rejser mig altid igen – endnu klogere og stærkere end før. Og det giver livsglæde og frihed, til at leve lige præcis dét liv, som jeg drømmer om. 

En lille personlig beretning i håb om, at inspirere dig til, ikke at frygte hvad dit hjerte begærer ♥  ♥  ♥